Kvinde; stå ved dig selv

Kvinder jamrer! De er for dårlige til at sige, hvad de vil have! Og i øvrigt bør de ikke køre karriere-kanonen i stilling, imens børnene er små! Annette Friese er en kvinde med sine meningers mod. Men hun har også gjort sig en række erfaringer, som giver hendes holdninger tyngde.
Læs med her og bliv provokeret eller eftertænksom…

Af Birgitte Iversen
”Kvinder er dårlige til at samarbejde. De kæmper så hårdt for at nå målet, at de selv vil shine, når de kommer til tops. Derfor rækker alt for få kvinder ud for at hjælpe hinanden på vej,” fastslår Annette Friese, som netop nu er aktuel med den nyudgivne bog ”Kan du høre dit hjerte kalde”. Hun har bevæget sig i reklamebranchen i mange år; både som mellemleder, CEO og selvstændig.
Og så har hun prøvet lidt af hvert – og tør fortælle om det.
I dønningerne af finanskrisen blev hendes og ægtefællens fælles virksomhed kastet ud i en langstrakt overlevelseskamp. Annette Friese gik ned med stress. Virksomheden gik konkurs. Ægteparret blev skilt.
Alligevel sidder hun her i sit køkken og fortæller, at hun aldrig har været gladere.
Og jeg tror hende. For hold da op, hvor er hun spændende at tale med. Med en masse på hjerte, som både kan provokere og vække til eftertanke.

Finanskrisen rammer
Annette Friese var en succes. På få år havde hun banket en reklamegavevirksomhed op. Kongehuset,
FLSmidth, BWSC og TDC var blandt kunderne og leverandørrejser til Kina og Hong Kong var en del af jobbet. Hun var med i blærede netværk og alting kørte på skinner.
Men så kom 2009.
Telefonerne stoppede pludselig med at ringe. Reklamegaver blev sparet væk; der var indkøbsstop alle vegne.
”Verden stod helt stille i otte måneder og vores egenkapital vendte sig fra et stort plus til dundrende minus. At blive ramt på sin likviditet er fatalt, når man handler med Fjernøsten, fordi man betaler 70%, inden produktionen startes op og 30%, når varen skibes af – og det kan man jo ikke uden penge,” forklarer Annette Friese, som forsøgte at bevare facaden med store smil, når hun besøgte kunderne.

Verden ramler
”I november 2011 havde jeg stort set ikke sovet i 2½ år. Jeg arbejdede 60-70 timer om ugen for at skaffe ordrer nok til de ansattes løn. Om natten tænkte jeg konstant på, om banken trak stikket. Hvad nu, hvis vi måtte gå fra hus og hjem?” fortæller Annette Friese, som af hensyn til virksomhedens omdømme konstant forsøgte at signalere, at udviklingen gik den rigtige vej.
Men BUM! Pludselig kunne hun ikke mere. Kvinden, der altid havde ment, at stress-ramte var ’svage’, havde voldsom migræne og alarmerende symptomer. Lægen skar realiteterne ud i pap: Du er så presset, at du kan dø af det.
Herefter fulgte sygemelding, konkurs, skilsmisse og en verden, som lå i grus.

Vandring mod nye indsigter
Annette Friese blev kastet ud i en kæmpe krise. Men tårer og tanker førte efterhånden til nye indsigter. Ikke mindst da hun rejste til Spanien og vandrede på Caminoen. De 900 km gav ro i sjælen og klarhed over, hvad hun ville – og ikke ville! – med sit fremtidige liv. Prioriteterne kom på plads og det stod klart for hende, hvordan hendes liv fremover skal forme sig. I dag er hun i fuld gang med at etablere egen virksomhed – og klar til at dele ud af sine erfaringer; blandt andet om kvinder.

Kvinder jamrer
”Jeg er stolt af mit eget køn, men jeg mener, at vi gør livet besværligt for os selv og hinanden. Kvinder er drevet af følelser. Vi er hele tiden i proces og skal kommentere på alt. Vi har konstant en mening og virker derfor voldsomme,” mener Annette Friese, som tror, at det er en af grundene til, at kvinder, som når topjobs, kun sjældent anbefaler andre kvinder:
”Kvinder jamrer. Udtalelser som: ’Det ved jeg ikke, om jeg har tid til, jeg har virkelig travlt lige nu”, er med til at bekræfte mændenes fordomme. Mænd har det også hårdt; deres kalender er jo også fyldt. Derfor forstår jeg faktisk godt, når etablerede karrierekvinder siger til sig selv: ’Nu er jeg endelig nået hertil. Hvis jeg anbefaler hende der, kan hun mon så stå distancen? Hvis hun hyler op, og jeg har anbefalet hende, så er det noget skidt’. Kvinder er ganske enkelt ikke trygge ved andre kvinder endnu.”
Egentlig går Annette Friese ind for kønskvoter i bestyrelser. Men også her hører hun ’jammeren’. ”Nogle kvinder mener, at det er underligt, at de ikke bliver spurgt om bestyrelsesposter. Så er jeg nødt til at sige: Ræk hånden op! Meld dig selv. Hvordan kan du forvente at udfylde rollen i en professionel bestyrelse, hvis du ikke engang magter at tage initiativ til at komme derind?”

Glansbilledet rives i stykker
Men hvad skal vi så? Jamre mindre og ligne mændene?
Annette Friese har fundet sin egen vej ved at forsøge sig frem. Livet har lært hende, at kvinder står sig bedst ved at tage sit eget køn på sig: Vi bør klæde os feminint og anerkende, at vi ikke behøver at være ligesom mænd.
”For år tilbage var jeg afhængig af min position. Jeg rettede ind og søgte netværk, som fik mig til at føle mig som en del af noget større. Jeg fik anerkendelse i en mandeverden og spillede en rolle som hende den succesfulde. Men det var et glansbillede.”
Efter sine mange refleksioner på Camino-vandringen valgte hun derfor, med hjertet oppe i halsen, at rive glansbilledet i stykker. I en række meget personlige blogindlæg fortalte hun på erhvervsplatformen LinkedIn om sine erfaringer og den bagage, som livet har givet hende.
”Det stod klart for mig, at vi skal turde være os selv. I stedet for kun at flashe succes på LinkedIn, skal vi også dele det, som ikke er gået godt, for det kan alle jo lære af.”

Hvorfor iscenesætter vi livet?
Men ærlighed – er det ikke lidt farligt? Ikke ifølge Annette Friese, som fandt det befriende at rive sit personlige glansbillede itu.
”Jeg har ondt i hjertet over, at vi er blevet så overfladiske. Det gennemsyrer vores liv og samfund i hel ekstrem grad. Samfundet er blevet et jeg-samfund, hvor vi har så travlt med at bygge facader op, at vores børn går i stykker og vi selv bliver skilt og får stress. Men alting har en pris. Og prisen for vores travlhed er, at vi ikke længere har så stærke bånd. Vi har ikke de fællesskaber, vi havde for 50 år siden. I stedet iscenesætter vi livet – men hvorfor?”

Noget er forkert – Er vi der nok for vores børn?
Annette Friese tør næsten ikke sige svaret på sit ’hvorfor’ højt. Hun har selv dyrket karriere og ønsker bestemt ikke et gammeldags og mandsdomineret samfund. Alligevel føler hun, at noget er forkert. Hun bærer en fortrydelse i sig. For var hun der nok for sine børn?
”Jeg ønsker jo ikke et liv som på min mormors tid. Men der er noget galt med den måde, vi har bygget samfundet op på. De unge kommer hjem til en skærm. Der er ikke en mor, de kan tale med om, hvad der var svært i skolen. Vi er nødt til at finde en ny balance. Det er ikke i orden at sende en baby i vuggestue. Jeg tror, at nogle af grundene til angst og depressioner skal findes i vores institutionaliserede samfund, som ikke rummer dybe fællesskaber,” mener Annette Friese, som føler sig overbevist om, at vi i disse år efterlader ensomme børn og unge i slipstrømmen af de voksnes tomme ambitioner.
At vi med andre ord iscenesætter et liv uden indhold.

Vi skal hjælpe hinanden
Men HOV! Svigter hun ikke sit køn? Hvordan skal vi nå vores mål, hvis vi skal gå på arbejde med dårlig samvittighed?
”Først og fremmest skal vi stå ved, hvad vi selv vil – og bede om det. Alt for mange kvinder bruger unødvendig tid – måske ligefrem år – på at vente på, at andre skal gætte, hvad de vil. En del af kvinders pres handler om, at vi ikke får sagt højt, hvad vi har brug for. Udvælg det vigtigste, og stå derefter ved det, uden at jamre,” fastslår Annette Friese og peger samtidig på, at vi ikke behøver at gå efter de store stillinger, imens børnene er små.
”Jeg kan høre på de unge, at de ikke vil træde ind i vores hamsterhjul. De vil have familie på den rigtige måde: Drosle ned på, hvad de skal eje frem for at svigte deres børn. De har lært af vores fejl, og det glæder mig,” siger Annette Friese og peger på, at hendes holdninger i bund og grund handler om, at både kvinder og mænd er på en fælles rejse: ”Vi skal støtte hinanden i at finde de rette veje. Både mænd og kvinder er under pres i disse år, men vi tør ikke sige det højt, så går vi fejl af hinanden og bliver for hårde – både indbyrdes og mellem kønnene. Frem for at gøre hinanden fortræd, skal vi i stedet lære af det andet køn.
Ligesom mændene sidder sammen omkring lejrbålet, skal vi bære andre kvinder frem mod deres mål – på en måde, som giver mening for både kvinden selv, hendes familie og samfundet som helhed.”

To faste spørgsmål – denne gang til Annette Friese:

Hvad mener du, er den største barriere for, at kvinder kan nå mål?
Dem selv.

Hvordan kan kvinder blive bedre til at hjælpe hinanden?
Ved at parre hinanden – virkelig se hinanden og tage initiativ til, at ’hun skal møde hende her, for de kan virkelig få noget ud af hinanden’. Det handler om anerkendelse. Og at give: Giv, Giv, Giv.
Kvinder er slemme til at holde andre kvinder nede, for de skal jo ikke tro, at de er mere end os andre. Mænd tænker ikke ’Det havde han ikke fortjent’, men det gør kvinder.
Desuden sidder mange kvinder og venter på at blive set. Men ingen ser dig, hvis du ikke giver udtryk for noget spræl. Giv liv og vær ærlig!

One Comment

  1. Først i trediverne gik jeg fra at være lykkeligt gift med en skøn mand i Schweiz og have en drømmetilværelse og et fedt job på rejsebureau i St. Gallen, til at have en kræftsyg mand (ham jeg var gift med), som jeg fandt ud af, var mig utro! Og sådan krakelerede mit liv dengang.
    Få år efter var jeg lykkeligt gift med en vidunderlig mand i Silkeborg, som jeg på kort tid fik tre børn sammen med. Og sådan krakelerede min arbejdsverden. For hvordan kunne jeg have tre små børn, en travl mand, et gammelt hus under ombygning – og samtidig passe et job? Jeg tror, det er en situation, mange kan genkende, og heldigvis droppede jeg karrieren og uddannede mig til lærer, mens jeg fik børn, og arbejdede så på halvtid i en årrække. Jeg var i den periode ofte med som påhæng i min mands spændende netværk med alle “spidserne” i byen, men jeg blev i høj grad anset for at være uinteressant selskab. For hvad skulle borgmesteren, direktøren og politikeren dog få ud af at tale med sådan en som mig? Og helt ærligt, så var jeg heller ikke specielt spændende at tale med, for jeg brugte jo al krudtet på hjemmefronten, og havde ikke tid og overskud til at følge med i lokalpolitik, superligaen eller spille golf…
    Da børnene blev store nok sagde jeg mit lærerjob op, gik på SU og videreuddannede mig på Århus Universitet og har i dag været selvstændig i godt to år. Ikke noget jeg (endnu!) er blevet rig af, men det kører og jeg har et fedt arbejdsliv.
    Jeg render nu rundt i de samme netværk, med de samme “spidser”, og har ind i mellem min mand med som påhæng. Spidserne har ikke ændret sig, men det har jeg! Jeg har nu en udfordrende og inspirerende hverdag, der giver mig indsigt i en masse ting, som jeg kan diskutere med borgmesteren, direktøren og lokalpolitikeren. Og de lytter!
    Jeg fortryder på ingen måde, at jeg droppede karrieren i en årrække, for at have tid til familien. Mit råd til de yngre kvinder er derfor: Vær ikke bange for at følge din mavefornemmelse. Hvis du har dårlig samvittighed over manglende tid med dine børn, så glem den karriere i en årrække! Den kommer igen! Og til gengæld har du (forhåbentlig) bevaret dit ægteskab og fået nogle glade børn, som kan klare sig selv. Og haft tid til at opbygge ægte relationer til gode venner og veninder, der kender dig på begge sider af facaden.
    Så jeg vil give Annette Friese ret i, at den største barriere for at kvinder kan nå deres mål er dem selv. Får vi sætter selv vores mål. Og skal bare give os tid til at nå dem.
    PS: Jeg er i øvrigt lige begyndt at spille golf;-)

    august 19, 2018
    Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *